|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.3.14.Politisk status II - Danmarks unikke situationVælgerskredets store spøgelseDansk Folkepartis forvandling Kristian Thulesen Dahl - karakteristisk og vurdering Udfordringen og chancen Ny oplysningstid Henvisninger Vælgerskredets store spøgelse Til toppen Næste Spøgelser farer for øjeblikket rundt i den politiske verden - således som det beskrives i Helhedsrealismens manifest. Det nye eksempel på uhyggelige, mareridtslignende forestillinger er Venstres fornemmelse af at valget til EU-parlamentet den 24. maj kan give et vælgerskred der for første gang giver det EU-skeptiske Dansk Folkeparti flere mandater end både Venstre og Socialdemokraterne. Og grunden er ganske ligetil: Både V og S har klokket grusomt i spørgsmålet om Danmarks naturlige ret til som suveræn stat selv at bestemme om børnechecken kun skal tilfalde den fastboende del af befolkning med normal langvarig tilknytning til det danske arbejdsmarked og ikke enhver EU-borger der kommer hertil som midlertidig arbejdskraft og frit kan sende pengene hjem til familierne i hjemlandet, fx Polen. Der har rejst sig et flertal i både befolkningen og folketinget om at modsætte sig EU's krav og trusler om at bringe sagen for EU-domstolen. Men regeringen viger tilbage for at konfrontere EU direkte og skarpt med sagen, og Venstres formand Lars Løkke ventilerede først villighed til et kompromis med regeringen, men måtte hurtigt rette ind efter folketingsgruppen, der principielt holder på dansk selvbestemmelse. En meningsmåling har imidlertid vist at langt over 80 % af den danske befolkning mener at der er gået alt for meget 'union' i EU, dvs at flertallet er imod at EU udvikler sig til en decideret statsdannelse der står over Folketinget i enhver henseende. Alle véd at den specifikke sag om børnechecken koster regeringen mange stemmer, og at Venstre følgelig ville gøre klogest i at lade være med at puste til tiltrækningskraften til DF og mane spøgelser op af den socialdemokratiske aske. For ganske vist har bladtegneren Roald Als med stor træfsikkerhed tegnet Lars Løkke som et menneske der egentlig ikke laver dagens gerning i dansk politik og heller ikke gerne udtaler sig om kontroversielle emner, men som ikke desto mindre ligner lykkens Aladdin og får om ikke appelsiner så dog røde æbler sendt ned i kasketten fra himlen. Lars Løkke skal imidlertid ikke være for sikker på sin lykke. For dels er den gal med børnechekens tilblivelse i VK-regeringens tid med grimt pres på embedsmandsværket. Dels har han problemer med den stramme topstyring i folketingsgruppen som sidst har vist sig i udpegningen af 'strammeren' Inger Støjberg som ny politisk ordfører. Dels får ærkeliberalister som Søren Pind lov frit at tegne dele af partiets politik selvom de burde forvises til Liberal Alliance, hvis Løkke ellers som i sin tid Anders Fogh forstod hvad den tredje vej går ud på. Og sidst men ikke mindst er der stadig store uklarheder omkring Lars Løkkes formandsskab for den internationale GGGI-organisation som han aldrig skulle have været formand for så længe han er leder af et parti der ønsker at komme til regeringsfadet igen her i landet. Der bliver ved at dukke belastende oplysninger op som rejser nye spørgsmål og lokker Løkke ind i indviklede forklaringer der kun giver indtryk af manglende gennemskuelighed og troværdighed. Ambitionerne om en international karriere og lysten til stort privatforbrug på andres regning har været for store. Det er muligt at Lars Løkke faktisk har handlet helt 'efter bogen', men dels har bogens regler i så fald været for uklare og generøse, dels har Lars Løkke i hvert fald ikke handlet efter hvad almindelige mennesker finder rimeligt. Og hvad Socialdemokraterne angår, har Roald Als også truffet hovedpersonerne på en prik. Således 2. marts med en lystigt trampende Mette Frederiksen der råber til lystigt trampende Bjarne Corydon, Helle Thorning og Henrik Sass: "Hej, venner. Der er også et spinatbed herovre!". Eller 9. marts hvor Bjarne Corydon giver en uigennemtrængelig front af kampklare, højtstående embedsmænd med maskingeværer det afslørende råd: "Husk nu at det er bløde værdier vi forsvarer!". SF har fået valgt Pia Dyhr Olsen som formand og skiftet landsledelsen ud med ene Olsen-støtter, så der bliver fred i baglandet. Og hun ligger ikke på den lade side, når det gælder kritik af den Thorning-regering hun selv blev tvunget ud af efter toethalvt års tro tjeneste. Kritikken virker komisk og hjælper ikke nævneværdigt på tilslutningen til partiet. Det er definitivt kommet ud af den af Søvndal & co. med alle midler tilkæmpede regeringsdeltagelse. Det vender trods Pia Dyhrs forsikringer og faste tro aldrig tilbage, fordi projektet var én stor uafklarethed. Og dets forlis har trukket hele Thornings projekt med sig i faldet. Lars Barfoed har taget konsekvensen af Det konservative Folkepartis nedtur i meningsmålingerne og erklæret at partiet ikke er indstillet på at gå ind i et ny regeringssamarbejde med Venstre. Men Lars Løkke har som så meget andet forsømt at melde ud hvordan han da vil forholde sig til Dansk Folkeparti efter næste valg. Han kan ikke danne regering uden støtte fra dette voksende folkeparti. Støtten bliver under alle omstændigheder dyr. Og hvis DF's ledere er kloge nok, går de trods af alle ministerdrømme næppe med ind i en regering under Løkke, men holder sig udenfor så de til hver en tid kan stramme betingelserne og trække taburetten væk under ham, hvis han ikke føjer sig som de vil. Dansk Folkeparti bliver efter næste valg ikke blot omdrejningspunktet der bestemmer hvem der skal være statsminister. Det skyder nu også i vejret som fremtidens største parti her i landet, og dét kræver den allerstørste besindighed og forståelse for den historiske situation. Meningsmålingerne taler deres umisforståelige sprog. SF er kommet under 5 % ligeson Konservative og Liberal Alliance. Socialdemokraterne er havnet under 20 % og kan se langt efter en forlængelse af mandatet. Venstre ligger stabilt omkring 26-27 %, men Dansk Folkeparti skylder så kraftigt i vejret at V ikke længer skal føle sig sikker på at kunne bevare førertrøjen. Lars Løkke er som partileder lige så svag som Helle Thorning uden at være direkte truet som partileder af det kommende valgresultat, og hans eventuelle tilbagevenden til statsministeriet vil blive en jammerlig affære der kun vil føre til hurtigt nyvalg. Han har hverken afklaret sit partis forhold til den tidssvarende tredje vej mellem liberalisme og socialisme eller partiets forhold til Dansk Folkeparti som det nye omdrejningspunkt på midten af dansk politik. Det betyder at han i realiteten er prisgivet Dansk Folkepartis vilje og strategi. Om DF i længden kan stå distancen er foreløbigt uvist, men det er utvivlsomt dette parti og dets nye leder Kristian Thulesen Dahl der afgør dansk politik de næste tre år. Mange tror at DF på et eller andet tidspunkt må nå et højdepunkt af tilslutning med efterfølgende tilbagegang. Det går jo op og ned i politik som al erfaring siger. Det er partiets egen ledelse også klar over og derfor vil ingen juble eller måbe før et vælgerskred faktisk sker. Men det skete skam i 1973 - og det kan sagtens ske igen, fordi de gamle partier alle har svigtet i stor stil. Og et nyt skred kan vel at mærke blive epokegørende i en helt anden forstand end det gamle i 1973, fordi Dansk Folkeparti i modsætning til Fremskridtspartiet ikke er anarkistisk og utilregneligt, men tværtimod særdeles ansvarligt og realpolitisk parti. Ikke desto mindre er det klogest at prøve at finde ud af hvad der nøgternt set er Dansk Folkepartis reelle chancer og reelle ricisi de næste år. Dansk Folkepartis forvandling Til toppen Næste Det er karakteristisk for den politiske debat i dagens Danmark at venstrefløjen og hvad man normalt forstår ved de kulturradikale endnu tretten år efter systemskiftet i 2001 benægter klassekampens afslutning og vedblivende betragter Dansk Folkeparti som et højrenationalistisk parti - på trods af at det er dette parti der fører an i kampen mod den elitære tænkning og bagatellisering af indvandringens problemer, og på trods af det er selvsamme parti der hugger ind på Socialdemokratiets vælgere og dermed skaffer den borgerlige opposition et stort forspring i meningsmålingerne foran S-R-regeringen og det mere eller mindre selvudslettede SF. På dagbladet Politiken kan man stadig ikke se DF som andet end en fjende af fremskridtet og menneskeligheden. Sandheden er ellers at DF siden sin stiftelse i 1995 ved det nødvendige udbrud fra et dybt splittet og ødelagt Fremskridtsparti har forvandlet sig til et pragmatisk og midtersøgende parti der både er parlamentatisk driftssikkert og folkeligt forankret i en genuitet ingen andre partier har dybere. DF beskyldes rask væk for at dyrke samme overfladiske populisme som Fremskridtspartiets stifter og store demagog Mogens Glistrup. Og der er ingen tvivl om at dets egen leder gennem 17 år, Pia Kjærsgaard, er et menneske der ikke mindst ved sin jævnhed har haft en afgørende karismatisk evne til at tiltrække jævne mennesker som nye vælgere. Men forskellen til Glistrup er at hele dennes anarkistiske og til det destruktive provokerende element er fjernet til fordel for en sund, realpolitisk og konstruktiv indstilling til det politiske arbejde. Ingen har dummet sig mere end Poul Nyrup Rasmussen da han nedladende påstod at DF aldrig ville blive stuerene. DF fik tværtimod på ganske få år placeret sig lige i centrum af begivenhederne og socialdemokraternes bekymringer. Det er Pia Kjærsgaards ubestridelige fortjeneste at DF er blevet et fuldt ansvarligt og regeringsdueligt parti på midten af dansk politik. Og det skyldes derfor ikke brist i kompetencerne at partiet ikke kom med i Lars Løkkes regering i 2009, men Venstres uvillighed til at se forandringerne i øjnene. Pia Kjærsgaard ville gerne have været minister. Men dybest set er det et stort held for partiet at hendes ønske ikke gik i opfyldelse. For dels er Lars Løkke ikke værd at satse på som statsminister, dels skal DF ikke udviske sin progressive og sejrrige profil ved at spille anden violin i Venstres disharmoniske orkestrering. Det hører med til Kjærsgaards store fortjenester at hun i 2012 - 65 år gammel, men stadig i vigør - valgte at trække sig som partiformand til fordel for den da 43-årige Kristian Thulesen Dahl der i forvejen var udpeget som 'kronprins' og blev formelt valgt uden modkandidat. Thulesen Dahl og gruppeformanden Peter Skaarup har været Pia Kjærsgaards nærmeste medarbejdere, og de har været uhyre loyale og uhyre flittige. Samdrægtigt har disse tre personer ledet folketingsgruppen med meget fast hånd, dvs med klar og utilsløret topstyring, og det har nok givet lidt utilfredshed hen ad vejen, men først og fremmest bevirket at partiet har undgået andre partiers splittelse ved i tide at få grebet ind mod tendenser til ødelæggende uenighed. Partiet er i dag et driftsikkert parti der nu vil kunne tåle at få markant voksende medlems- og mandattilgang. Men tiderne ændrer sig, og derfor må det anses for en fordel for partiet, at den meget nationaltkonservative Pia Kjærsgaard er blevet udskiftet som leder med en yngre mand der i og for sig har haft samme udgangspunkt som Kjærsgaard i stor beundring for Mogens Glistrups person og revolte, men som ikke desto mindre har bevæget sig mere ind på midten i social forståelse og derfor fremover synes bedst egnet til at sikre en stabil fremgang. Forvandlingen ses foreløbigt bedst i det forhold at DF ikke som Fremskridtspartiet kan ses som et parti der ønsker skatterne decimeret i et omfang der ville ramme velfærden knusende hårdt. Det giver stadig partiet mening at bekæmpe de typiske socialdemokratiske ønsker om at gøre det danske samfund til en formynderisk velfærdsstat der tager initiativ og ansvar fra den ene halvdel af befolkningen, men det giver ingen mening generelt at se velfærdssamfundet som en fejl i udviklingen eller den offentlige sektor som en snylter på skatteborgerne. Her er DF i dag blevet et realistisk parti der kan se berettigelsen i et ordentligt sygehusvæsen og et ordentligt skole- og uddannelsessystem. Men dette er blot ikke længere tilstrækkeligt, hvis partiet skal vinde yderligere fremgang. Ønsker partiet at skaffe sig markant flere vælgere må det tage skridtet fuldtud og blive mere moderne og inkluderende end hidtil - og det er efter min bedste overbevisning en forandring kun en mand kan klare fordi det kræver nytænkning og horisontudvidelse samt betydligt handlekraft og mod. Kristian Thulesen Dahl - karakteristik og vurdering Til toppen Næste Den primære hovedkilde til den efterfølgende skildring og karakteristik af Dansk Folkepartis formand fra 2012 er fætteren Niels Thulesen Dahls bog fra 2009 'Kristian Thulesen Dahl - kronprinsen´. Den er som det ses på årstallet skrevet før folketingsvalget i 2011 og Dansk Folkepartis formandsskifte i 2012 - og hvad der iøvrigt er sket i det politiske liv her i landet siden. Og det må naturligvis haves in mente. Kristian Thulesen Dahl er født den 30.juli 1969 som søn af en lærerfamilie i Midtjylland med tilknytning til Det radikale Venstre og med livlig politisk diskussion i hjemmet. Thulesen blev student fra Tørring i 1988 og læste derefter erhvervsjura på Ålborg Universitet med eksamen i 1995. Afgørende for hans eget valg af politisk holdning og løbebane blev oplevelsen af Mogens Glistrup på et møde i 1982 på kroen i Nørre Snede, hvor denne legendariske og kontroversielle formand for det i 1973 fremvæltende og forstyrrende Fremskridtsparti holdt tale. Den 13-årige Kristian stillede Glistrup et spørgsmål og oplevede at denne tog ham fuldt alvorligt og gav ham et både udførligt og nuanceret svar. Kristian fik hilst på den store mand og den lokale partiformand og fik på stedet en indbydelse til det næste lokale møde. Kristian meldte sig ind i partiet og dermed var karrieren afstukket. Allerede i 1989 blev Kristian næstformand for Fremskridtspartiets Ungdom og i 1992 formand; i 1994 blev han opstillet som folketingskandidat og valgt - og i 1995 kom han i partiets hovedbestyrelse. Men det varede kun ganske kort, for splittelsen i partiet var nu som følge af Glistrups fængselsdom og stigende uvilje mod at afgive magten i partiet blevet så uforsonlig at rivalen Pia Kjærsgaard (der i 1884 var kommet i folketinget som suppleant for Glistrup og ønskede partiet med i en borgerlig regering) ikke så anden udvej end at bryde ud og stifte Dansk Folkeparti sammen med bl.a. partisekretær Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl. De gamle partiers ledere gav ikke DF nogen chancer, men allerede den 25. oktober kunne BT bringe en meningsmåling der gav partiet 3,7 %. Den 12. april 1996 var alle de for opstillingen nødvendige 20.000 underskrifter samlet ind, og Skaarup og Thulesen gik i gang med at udarbejde et politisk program. Thulesen og flere andre ville gerne væk fra det image af protestparti Fremskridtspartiet havde haft. Pia Kjærsgaard gjorde derfor konstant opmærksom på at Dansk Folkeparti var 'et glad parti'. DF var imod indvandringen og EU, men understregede særligt at de var for Danmark og for danskerne. Danskheden blev en mærkesag. 10-punkts programmet talte om: - en stram udlændingepolitik, - strengere straffe og mere politik, - et reduceret EU der skulle tage sig af handels- og miljøspørgsmål - en højere folkepension - bedre betingelser for erhvervslivet. - organisationsfrihed og forbud mod eksklusivaftaler - modstand mod grønne afgifter - modstand mod statslig kulturstøtte Folketingsvalget kom først i 1998 og endte til Venstre-formanden Uffe Ellemanns store skuffelse med en ganske smal sejr til Poul Nyrup Rasmussen. DF fik ikke mindre end 7,4 % og 13 mandater. Thulesen blev valgt med 3.500 personlige stemmer på Fyn. Men der var ikke ro i den nye folketingsgruppe. Tværtimod. Og derfor valgte Pia Kjærsgaard med loyal støtte fra Skaarup og Thulesen at skabe benhård partidisciplin. Kjærsgaard gjorde det på et tidspunkt fuldstændigt klart i partibladet at hun under ingen omstændigheder ville acceptere at der blev slinger i valsen i den nye folketinsgruppe i forhold til partiets politiske mål. "Topstyring? - Ja naturligvis" var den kontante besked. I åbningsdebatten i folketinget 7. okt. 1999 talte Poul Nyrup om regeringens stramning af udlændingepolitik, som havde været til debat siden 1983, men som socialdemokraterne hidtil havde negligeret. Pia Kjærsgaard pustede til ilden på DFs årsmøde. Socialdemokraten Jacob Buksti kaldte hendes menneskesyn fantastisk primitivt og den radikale Jørgen Estrup konstaterede en afgrund i menneskesynet mellem R og DF. Poul Nyrups eget budskab var klokkeklart og fatalt for socialdemokraterne: "Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig", lød det. Dermed blev DF fokuspunktet for den debat der var blevet rejst langt tidligere, men havde været uden tydeligt resultat. Debatten om udlændingepolitikken blev nu bitter og følelsesladet, fordi det fra begge sider blev gjort til et moralsk spørgsmål om menneskesynet og folkebegrebet. Værdipolitikken gjorde for alvor sit indtog i dansk politik - og har trods venstrefløjens systematiske forsøg på at mistænkeliggøre både den og Dansk Folkeparti ikke været til at stoppe siden. Kort efter folketingsvalget i marts 1998 blev Pia Kjærsgaard på Nørrebro overfaldet af fanatikere der var imod hendes og DF's indvandrerpolitik. Den blev nu en primær mærkesag. Og også i Thulesens prioritering kom den højere op. I de første år var det ellers først og fremmest de økonomiske aspekter ved indvandringen snarere end de kulturelle og religiøse han havde været optaget af, men nu indså han at den førte udlændingepolitik er den direkte årsag til etnisk uro og gnidninger mellem befolkningsgrupperne. Den eneste fornuftige måde at undgå denne uro på er at begrænse indvandringen. I 2001 fik Thulesen ideen til bogen "Danmarks fremtid - dit land - dit valg", der handlede om konsekvenserne af den danske udlændingepolitik. Nogen har troet at Thulesen ikke interesserede sig for det med de fremmede - men de tager fejl, påpeger Søren Espersen: Han har i al den tid jeg har været med stået benhårdt på Pias linje og været på bølgelængde med hende. Det har bare ikke så ofte været ham der udtalte sig. - Thulesen lægger en stor indsats i at forsøge at nuancere DFs image som et sort og fremmedfjendsk parti. Man skal imidlertid ikke please alle, men tro på sit politiske budskab, som han siger, og det gør Pia Kjærsgaard. I en kronik i Jyllands-Posten maj 2000 argumenterede Thulesen for det nødvendige i at ethvert samfund holder sine grænser lukkede i et eller andet omfang, fordi det ellers ville blive umuligt at gennemføre nogen form for økonomisk omfordeling. Og i det nye arbejdsprogram i 2001 hed det udtrykkeligt at "DF ville forny og forbedre det danske velfærdssystem så det kan opretholdes i et samfund under forandring". Thulesen Dahl er grundlæggende overbevist om sit partis nye velfærdsprofil, selvom han oprindeligt gik ind i et parti der havde afskaffelsen af indkomstskatten som sit vigtigste programpunkt. Dette ekstreme glipstrupske standpunkt går Dansk Folkeparti ikke ind for. Tværtimod går man ind for en vis omfordeling af midlerne via skatterne. Og en kilde i partiet kan endda citeres for at der ligger en eller anden form for social indignation hos Thulesen. "Der er faktisk ikke så langt fra Mette Frederiksen til Kristian som han selv går og tror!" Det spiller i høj grad ind at han i sit hjem har oplevet den positive side af Det radikale Venstre. Det gamle husmandsparti kæmpede i sin tid for den lille mand, men er siden blevet mest forbundet med den kreative klasse i storbyerne og med den unge og veluddannede elite på de indflydelsesrige internationale poster. Folk med korte uddannelser, lavt betalte job, folk der ikke taler fremmedsprog og folk på landet - havde derimod ikke længere et naturligt hjemsted i det gamle parti. De Radikale voksede ikke længere ud fra deres naturlige rødder. Det gjorde i stedet Dansk Folkeparti og det gjorde Thulesen selv. Han ser i dag en lige linje fra sin opvækst i en radikal familie med husmandsrødder til sit politiske liv i DF. Folketingsvalget 20.11. 2001 gav DF 12 % af stemmerne og i alt 22 mandater. Venstre var for første gang i firs år blevet landets største parti. V og K havde flertal sammen med DF. Centrumdemokraterne var røget helt ud af Folketinget. Den gammel firkløverregering var et fata morgana. Folketingets sammensætning efter valget var historisk unik. For første gang i årtier var de små midterpartier blevet sat helt uden for indflydelse. Da resultatet lå klart, ringede Pia Kjærsgaard til Anders Fogh Rasmussen for at fortælle at DF støttede ham som statsminister, men hun ønskede en ren Venstre-regering uden de konservative. DF havde konstateret at de Konservative gentagne gange havde lagt afstand til DF. Fogh afviste blankt hendes forslag. Kun et ubrydeligt samarbejde med V og K ville efter hans mening kunne give en arbejdsdygtig borgerlig regering. Thulesen havde dog bemærket at Venstre i dagene op til valget under fællesoverskriften 'Tid til forandring' havde kørt en annoncekampagne der bl.a. viste et billede af en gruppe palæstinensiske andengenerations-indvandrere der blev ført ud af en retsbygning efter at være blevet dømt for en massevoldtægt. Han skønnede derfor at der ville være gode muligheder for at lave aftaler med Venstre. Ja, han opdagede snart at der var stor forhandlingsvilje fra Venstre over for DF. Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen havde en række møder med Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahl, hvor Venstrefolkene forelagde et udkast til et regeringsprogam for de først 100 dage og gik det minutiøst igennem for at høre DFs mening. Thulesen husker det tydeligt: "Det var i virkeligheden for alvor det første tidspunkt hvor det stod klart for mig, at strategien hos Fogh og Hjort var at de var villige til at basere sig meget hårdt på det nye flertal der var opstået." I sin trontale understregede Fogh da også at regeringen ville stramme udlændingepolitikken. Thulesen, der internt beholdt sin post som gruppeformand og som finanslovsordfører, fik formandsposten i Finansudvalget, og han fik et godt og tillidsfuldt forhold til finansminister Thor Pedersen, der snart opdagede at Thulesen gik særdeles grundigt til værks, men også altid var til at stole på. 'Thor og Tulle' - som de blev kaldt - var aksen i samarbejdet mellem regeringen og DF. Thor Pedersen har siden sagt at Thulesen Dahl var kvalitetssikringen på alt hvad DF lavede. Og statsminister Fogh Rasmussen har endog gjort gældende at man skal helt tilbage til I C. Christensens tid (1895-1901) for at finde en udvalgsformand med samme indflydelse og magt som Thulesen Dahl har haft. Og det er ret enestående. - DF måtte dog skrive under på en særlig, hidtil uhørt aftale om at partiet ikke kunne støtte nye udgiftskrævende forslag uden at være enig med regeringen om det. Men allerede med det første finanslovsforlig var DF blevet placeret helt i centrum af dansk politik. Topstyringen i Dansk Folkeparti vedblev gennem årene under VK-regeringerne at være barsk, men den har haft den væsentlige betydning for resultatet. VK-regeringens ministre kunne altid regne med at DF leverede mandaterne til en aftale. Det blev Thulesens altoverskyggende opgave som formand for folketingsgruppen at sikre at uenigheder og slagsmål blev bilagt så tidligt som muligt, så det altid var en enig gruppe der stod bag DF's politik. Hvis ikke det kunne lykkes, så skulle uenighederne i hver fald holdes internt - og det var bedst hvis gruppens medlemmer følte sig nogenlunde godt behandlet. Partiet indførte derfor folketingsgruppens ryst-sammen-møder på Fredensborg Store Kro efter hvert valg og etablerede en mentor-ordning for nye medlemmer. Der blev indført særlige aftengruppemøder med en mere løs dagsorden hvor der kunne diskuteres større emner som fx holdningen til skattesystenet eller efterlønnen. Dette skulle afdramatisere nogle af de værste uenigheder. Et særskilt problem var at den politiske erfaring og kompetence i de nye folketingsgrupper var yderst beskeden og samlet på få hænder. De fleste fagordførere blev derfor fra første færd mandsopdækket af enten Pia Kjærsgaard, Thulesen Dahl eller Peter Skaarup! Det gav forståeligt nok en del utilfredshed. Og det var heller ikke sjovt for noget medlem at måtte indfinde sig til en 'kammeratlig samtale' med en af de tre ledere. Flere gik rystede fra dem. Og hvad særligt Thulesen Dahl angår er hans talegaver og udholdenhed i diskussioner store. Han kan ifølge Jesper Langballe simpelthen 'tale solen sort': "Han får med en behændighed af den anden verden én overbevist, og man går lidt fortumlet derfra - og først når man tænker efter, finder man ud af at man måske ikke var lige så overbevist som man troede. Det er en formidabel evne." Det kan dog også betegnes som en på visse punkter problematisk evne, men ikke desto mindre må det fastslås at det i meget høj grad er Thulesens status og autoritet i folketingsgruppen der har gjort det muligt for DF at lade afgørelser bero på konsensus. Det skal ikke have været nødvendigt at afholde en eneste afstemning i gruppen på noget tidspunkt. Thulesen skærer til sidst igennem, samler op og konkluderer.... Folketingsvalget 8.2. 2005 gav Dansk Folkeparti 13 % og 24 mandater. De konservative under Bendt Bendtsen gik frem fra 16 til 18 mandater, men Venstre mistede 4 mandater. VK-regeringen kunne fortsætte. De radikale vandt 8 mandater. Og på venstrefløjen måtte den slagne Mogens Lykketoft opgive ævret som socialdemokratisk formand. DF stolede ikke på de konservative. De to partier havde efterhånden fået et anstrengt forhold til hinanden og havde vidt forskellige velfærdspolitiske og skattepolitiske profiler. Der rejste sig offentlig kritik af den konservative forbrugerminister Lars Barfod. DF var i begyndelsen splittet i sagen, men da en rapport viste at Barfoed havde ført DF bag lyset, var der ingen pardon. Fogh måtte fyre Barfoed - og den konservative top var rasende på DF. DF var ikke begejstret for Foghs skattestop og havde allerede i 2004 fundet ud af at skattestoppet havde en social slagside. DF indgik nu aftale med regeringen om skattelempelser inden for skattestoppet. Men fra 2006 og frem gentog Thulesen igen og igen at der ikke skulle aftales flere skattelettelser i valgperioden. Han ønskede i stedet velfærdsforbedringer. De konservative holdt fast på at skatten på arbejdsindkomsten skulle sænkes. Nye skatteforhandlinger gik i hårdknude. De endte dog til sidst med at lettelsen i topskatten blev fjernet, grænsen for mellemskatten rykket og de laveste indkomster fik større beskæftigelsesfradrag. Forliget blev udråbt som et nederlag for de konservative og en sejr for DF. Men så kom det nye udbryderparti Ny Alliance. Det radikale folketingsmedlem Naser Khader, den radikale EU-parlamentariker Anders Samuelsen og den konservative EU-parlamentariker Gitte Seeberg meddelte på et pressemøde 7.5.2007 at de havde stiftet Ny Alliance med det formål at bryde blokpolitikken og bygge bro over midten. Bagved lå et internt opgør i Det Radikale Venstre om udlændinge- og retspolitikken mellem Jelved, der ønskede konfrontation med VK-regeringen, og Khader der var kritisk over for den voksende radikalisering blandt muslimske indvandrere. Mens Gitte Seeberg først og fremmest betonede sin modstand mod regeringens tætte samarbejde med DF. Nok er nok, sagde hun. Ny Alliance skulle gøre hvad de kunne for at minimere DF's indflydelse. Ny Alliances meningsmålinger dalede imidlertid betragteligt hen over sommeren, bl.a. fordi partiet ikke ville røbe om de efter valget ville pege på Anders Fogh eller den nye socialdemokratiske formand Helle Thorning som statsminister . Men da Fogh udskrev valg til 13. nov. 2007 blev situationen usikker for både regeringen og DF. Valgkampen gik dårligt for Ny Alliance. Bl.a. dummede Lars Kolind på Fyn sig med et forslag om særlig lav skat på Fyn - og Khader blev beskyldt for sort arbejde. Valget endte overraskende med at DF gik frem til 25 mandater, de konservative fastholdt 18, mens V mistede seks. VKO-flertallet kunne lige akkurat holdes ved hjælp af et færøsk mandat. Ved regeringsforhandlingerne viste Fogh sig imødekommende over for Ny Alliance. Desuden ville han foreslå nedsættelse af en skattekommission. Det endte dog med at DF fik indføjet i regeringsgrundlaget at DF ville få vetoret over for en skattereform gennem hele valgperioden. Uro kom der hurtigt, idet Pia Christmas Møller brød med Det konservative Folkeparti og blev løsgænger. Senere forlod Seeberg Ny Alliance. Den særegne Jørgen Poulsen blev ekskluderet. Partiet skiftede navn til Liberal Alliance - og siden gik også Khader. Der blev debat og ballade om forbudet mod hovedtørklæder for dommere og domsmænd. Den nye integrationsminister Birthe Rønn Hornbech gik imod et forbud. Hun beskyldte DF for at være fanatiske antimuslimer. Thulesen afviste blankt over for journalisterne at DF var fanatisk, men han kom med tilføjelsen: "på visse stræk er vi antimuslimske" - og så kørte debatten i den rille. Selv Jesper Langballe kaldte udtrykket 'antimuslimsk' for et vulgært skældsord. Thulesen måtte beklage - og dette er ifølge Niels Thulesen Dahl en af de få gange hvor Kristian Thulesen Dahl har begået en regulær politisk svipser. Samtidig betød den dog også at der var mange der revurderede deres opfattelse af mandens holdninger til udlændingepolitikken. Når det gælder udlændingepolitikken er Thulesen reelt en af partiets allerhårdeste profiler. Og der er i virkeligheden også tale om at en bemærkelsesværdig ændring gennem årene i hans syn på denne politik. Thulesen mener faktisk at problemet med udlændingene i Danmark har medført en religiøs konflikt mellem dansk kristendom på den ene side og islam på den anden side, og at denne religiøse konflikt truer både det danske fællesskab og det danske demokrati. "Jeg mener sådan set der kun er ét problem med indvandringen. Og det er at en stor del af dem der er kommet hertil tilhører en lovreligion. De ser derfor helt fundamentalt anderledes end os på hvordan et samfund bør bygges op, og det giver i en masse forskellige sammenhænge en masse konflikter." Kristian Thulesen Dahl blev reelt udpeget som Dansk Folkepartis 'kronprins' på partiets gruppemøde 6. aug. 2008 på Skjoldenæsholm, og det på en meget speciel måde. Pia Kjærsgaard fik nemlig ved det første pressemødes begyndelse pludseligt et ildebefindende så hun måtte forlade mødet og lade sig indlægge på hospitalet til nærmere undersøgelse. Og hendes sidste bemærkning inden hun forlod mødet var: "Kristian, nu må du lige tage over. Jeg har fået ondt i hovedet. Kør mødet videre." Dermed var arvefølgen til alles overraskelse - også Thulesen Dahls egen - afgjort. Og dette på trods af at han og Peter Skaarup ved morgenbordet havde fået en regulær overhaling af Pia Kjærsgaard, fordi de var komnmet tre kvarter for sent. Partiformanden forlod ligefrem til mange folketingsmedlemmers forbløffelse morgenbordet i vrede. Det er en af Thulesen Dahls svagheder, at han har svært ved at komme op om morgenen. Men partiets 14 år lange historie havde, som Niels Thulesen skriver, givet Kristian Thulesen en central rolle i partiet, og hans unikt tætte forhold til Pia Kjærsgaard havde med årene afgjort sagen. Den formelle side blev definitivt ordnet i efteråret 2012, da Pia Kjærsgaard officielt trak sig. Men det skal i den forbindelse tages i betragtning, at partiet ikke fungerer som de fleste andre politiske partier. Magten i Dansk Folkeparti udgik stadig ikke fra partiets medlemmer eller fra dets tillidsfolk og lokalformænd, men først og fremmest fra Pia Kjærsgaard personligt. Hendes næse for politik, folkestemning og vælgeropbakning var ifølge Niels Thulesen fortsat hvad der styrede partiets strategiske placering, dets udmeldinger og politiske linje, og hendes fornemmelser og anbefalinger blev adlydt af partiets fodfolk - med ekstremt få undtagelser. I begyndelsen var der mange der tvivlede på Kristian Thulesen Dahls evner til at gøre Pia Kjærsgaard kunsten efter i henseende til at fastholde partiets indflydelse og tilslutning. Allerede valget i november 2011 havde givet DF et tab på tre mandater og kunne ikke forhindre VK-regeringens fald eller dannelsen af en S-R-SF mindretalsregering med støtte fra Enhedslisten. Pia Kjærsgaard blev klar over at tiden var inde til den store beslutning. Og det er jo ikke uden grund at hun i sin bog fra 2013 "Fordi jeg var nødt til det" kalder Thulesen Dahl 'Heldige Kristian'. For Thulesen har faktisk - som hun påpeger - overtaget et velfungerende parti der ikke skal bygges op, men føres videre i en allerede stærk position. Dybest set er Thulesen dog endnu heldigere, og det havde Kjærsgaard ikke blik for. Thulesen Dahl står nemlig i den helt unikke historiske situation som først er blevet klart udkrystalliseret det sidste halve år, at han ved at tage têten i den rette ånd kan føre ikke blot sit parti frem til optimal indflydelse, men føre hele landet frem til fuld udnyttelse af det enestående potentiale for en ny dansk model der spiller helt bevidst på den dynamiske modsætning mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet og som samtidigt vækker folket til fuld føling med de skabende kræfter i folket og fuld forståelse for den store sammenhæng mellem politik, religion, kunst og videnskab. Forfatteren Niels Thulesen Dahl kunne i 2009 ikke selv se andet end at vælgervandringen til Dansk Folkeparti på et eller andet tidspunkt ville høre op (ingen træer eller partier vokser jo ind i himlen), og at partiet ville få væsentlig mindre autoritet bag ordene når det pukker på i særlig grad at repræsentere det danske "folk". Partiet skulle derfor lære at fortælle en ny historie om sig selv! Men som bekendt er Niels Thulesens forudsigelser og råd stort set allerede gjort til skamme. Dansk Folkeparti tabte ganske vist de tre mandater ved valget i 2011, men er ellers siden - i meningsmåling efter meningsmåling - gået frem og er endda blev konkurrent til socialdemokratiet om at være næststørste parti i landet. Alt tyder på at næste valg vil bringe den S-ledede regering til fald til fordel for en borgerlig regering, hvor DF får endnu større indflydelse end det nogensinde fik under VK-regeringen. Partiet har vel at mærke placeret sig så klart på midten af dansk politik at det kan tillade sig at indgå forlig med begge sider af det traditionelle spektrum. Og sidst, men ikke mindst. Situationen er på to år blevet en helt anden og ny, idet venstrefløjen og særligt Socialdemokraterne og SF har blameret sig så eftertrykkeligt at situationen nærmest råber på DF. Alle muligheder står åbne. Spørgsmålene er derfor slet ikke om Kristian Thulesen Dahl kan klare opgaven som formand for partiet i sammenligning med Pia Kjærsgaard, herunder at bevare topstyringen - det kan han sagtens - men om han forstår opgavens historiske dimension og kan se at udviklingen allerede på den ganske korte tid han har været formand har rejst store muligheder som stiller helt nye krav til partiets strategi og tænkning. Og dét er alt i alt en udfordring der stiller meget store personlige krav til manden om horisontudvidende og transcenderende, intuitiv tænkning. Udfordringen og chancen Til toppen Næste Visse fordele er givne. Først og fremmest er værdipolitikken rykket helt frem i forreste række af aktuelle debatemner, hvorfor Politikens chefredaktør Bo Lidegaard glædede sig for tidligt da han i sin leder om Pia Kjærsgaard tilbagetræden i 2012 hævdede at de værdier Kjærsgaard repræsenterer "står i skærende modstrid til befolkningens store flertal og den lange tradition her i landet for et samarbejdende folkestyre, der søger kompromis og konstruktive resultater hen over midten". Han hævdede også at VKO-flertallets idé om at værdipolitikken er vores vigtigste udfordring havde vist sig at være forkert. Ideen er tværtimod blevet så aktuel som nogensinde - og volder den nuværende regering mareridtsagtige kvaler, mens DF til gengæld i stigende grad repræsenterer den brede befolknings synspunkter på værdifuld konstruktiv måde. Flere og flere får øjnene op for at ghettoproblemerne ikke kan løses uden ordentlig integration og at indvandrerne ikke kan integreres fuldtud hvis de fortsat styres af islamistiske drømme og principper om sharia. Flere er derfor også tilhængere af at yderligere indvandring bør stoppes og at indvandrere der rejser til Mellemøsten for at kæmpe islamismens sag bør fratages dansk statsborgerskab. De indvandrere der er blevet danske statsborgere og overholder dansk lovgivning, kan naturligvis ikke smides ud af landet. De skal derimod integreres så godt som muligt og så hurtigt som muligt. Men det tager under alle omstændigheder tid og stiller store krav. Skal integrationen af de indvandrere der rent faktisk er blevet danske statsborgere overhovedet lykkes, kræver det faktisk at de indstiller sig på at forlade al blind tro på lovreligionens autoritære og absolutte principper og får gjort op med den uting der hedder absolut og kvindeundertrykkende fædrestyring af familierne. Kristian Thulesen Dahl siger det tydeligt med de allerede citerede ord om at der kun er ét problem med indvandringen. Og det er at en stor del af dem der er kommet hertil tilhører en lovreligion. De ser derfor helt fundamentalt anderledes på hvordan et samfund bør bygges op, og det giver i en masse forskellige sammenhænge en masse konflikter. Og han kommer det lidt nærmere med betragtningen: "De troende muslimer er jo nogle mennesker som er meget mere faste i troen og i kødet, end vi er, og som ikke deler vores naturlige pragmatisme om at vi skal mødes på halvvejen, når vi er uenige om noget. De har en baggrund i en lovreligion hvor de går tilbage og konsulterer imamen eller går til fredagsbøn, og så finder de ud af hvad de må og hvad de ikke må. Med den religion de kommer med har de ikke mulighed for at møde os på halvvejen." Thulesen er derfor også overbevist om at "noget af det vigtigste er at få vækket den danske befolkning, forstået på den måde at vi skal turde tro på det der er det gode ved det danske samfund. At vi skal tro på at man ikke bare skal smide det overbords der er funderet i kristendommen." For Thulesen er sammenstødet mellem de to religioner først og fremmest et demokratisk problem. I hans optik er det danske eller nordiske folkestyre noget helt særligt, som udmærker sig både i forhold til andre demokratier i verden og i forhold til de ikke-demokratiske muslimske lande. Det danske demokrati har udviklet sig til at være et af de allerbedste til at løse konkrete problemer på måder som alle kan leve med - ved hjælp af samtale, forhandling og kompromisser. Det er den særlige form for demokrati der er i fare, fordi mennesker der tilhører en lovreligion ikke går ind på de grundlæggende præmisser, nemlig at man skal være i stand til at bøje af på sine principper, og at man ikke som udgangspunkt skal have nogen ultimative krav. Det kan og skal ikke skjules at Dansk Folkeparti hidtil har stået for en ret konservativ nationalisme, således som det kommer til udtryk i begejstringen for dansk guldalderkunst, markeringen af Dannebrog og sloganet 'Gud, konge og fædreland'. Ja, Pia Kjærsgaard har ikke været bleg for at indrømme, at danskheden for hende nærmest er synonym med Morten Korch-idyl, dvs med et landbomiljø og et landsbyfællesskab der definitivt gik under med industrialiseringen og stordriften i de første årtier efter 2. verdenskrig - og som følgelig kun eksisterer på gamle film eller aktuelle populær-serier som 'Arvingerne'. Og dette hænger jo trods alle nostalgiske glæder (og fred være med dem!) ikke rigtigt sammen med nutidens udvikling. End ikke det gamle Venstre-parti er i dag et landboparti, men et storbyparti. Erik Eriksen var den sidste bonde der blev statsminister - og det var altså for tres år siden, helt tilbage i 1950-53. Så det turde være indlysende at DF ikke kan vinde nye vælgere i bybefolkningen med længsler efter 1800-tallets idyl. Danskheden må i dag ses i langt større og dybere perspektiv. Og det tager Thulesen Dahl faktisk også tilløb til ved at fremhæve at "Hvis du ikke har en ramme som nationalstaten hvor du føler dig hjemme, taler samme sprog og har en fælles forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert, så kan folkestyret og demokratiet ikke fungere…. Samtale og dialog sker ikke gennem tolkebokse, men ved at mennesker mødes og meninger brydes." Thulesen kan derfor også pointere, at han virkelig føler at det han kæmper for er "Danmark som den nødvendige ramme for de ting vi gerne vil". Og han har derfor aldrig forstået at dette har "noget som helst at gøre med disrespekt over for andre lande eller andre landes indbyggere og hudfarver. Det er helt uden for min begrebsverden." Da Thulesen anerkender at de to Tidehvervspræster Søren Krarup og Jesper Langballe har været med til at påvirke ham og resten af Dansk Folkeparti ved særligt at give partiet en forståelse af historiens (og vel også kristendommens) betydning for den daglige politik, må der knyttes en bemærkning hertil, idet ingen kan betvivle at Tidehvervsbevægelsens folk altid har lagt vægt på det nationale eller at dens generation før Krarup og Langballe derfor var dybt involveret i modstandsbevægelsen. Det har i høj grad at gøre med god forståelse for selve den historiske forankring i det nære og lokale til forskel fra det fjerne og globale eller universelle (som bl.a. er repræsenteret i hele EU-systemet). Men problemet er at den nationale danskhed uundgåeligt gøres for snæver når den identificeres med noget der var engang, men som ikke eksisterer mere. For det vil igen sige at der ikke gives fornøden plads til forandring, emergens eller nytænkning. Der gives ingen plads til en fundamental forståelse for at national eksistens og identitet ikke er død museumsgenstand, men levende åndelige fænomener der skal genskabes i sjælene på ny og på ny. Det kunne der spindes en lang ende om, og det skal jeg spare læserne for her, men det skal ikke skjules at præsternes snævre synspunkt hænger sammen med Tidehvervs kristendomsforståelse og den betydning Søren Kierkegaard har haft. Denne særling var modsat N.F.S. Grundtvig et yderst intellektuelt menneske der elskede at jonglere med begreber og paradokser, men som ikke havde nogen ægte føling med det folkelige og kollektivt ubevidste. Alt endte i spidsfindige udlægninger der naturligvis tiltrak intellektuelle og skarpsindige hoveder og derfor ulykkeligvis kom til at bestemme dansk teologis udvikling mere og mere. Den efterlod i sidste ende den danske folkekirke uden nogen betydning for folkelivet - på trods af at stadig over 80 % af den danske befolkning fortsat er medlemmer af denne. Tidehversvfolkene kan skam deres teologi, deres Luther og deres Kierkegaard på fingrene, og de kan skam også forbinde det hele med forståelse for historien og den for demokratiet helt afgørende adskillelse mellem statsmagt og trosliv, som i nutiden er blevet den centrale skillelinje til islam. De overser imidlertid at både Luther og Kierkegaard var yderst konservativt og autoritært tænkende mennesker der i allerhøjeste grad understregede øvrighedens og trossætningernes (dogmernes) uantastelighed. Luther fik gjort op med nordboernes afhængighed af pavedømmet til fordel for 'det almindelige præstedømme', der siger at enhver er sin egen præst i og med at det står i direkte forhold til Gud. Og det var en stor bedrift. Men en ejendommelig uevangelisk intellektualisme blev stående, nemlig det man i teologien kalder 'retfærdiggørelse ved troen' (til forskel fra jødernes retfærdiggørelse ved gerningerne). Og dermed fastholdt man snedigt at mennesket kun bliver 'retfærdiggjort' ved at tro på ganske bestemte, nøje formulerede udsagn om den historiske person der satte det hele i gang. Kierkegaard kaldte selv - i overensstemmelse med Augustin - trosgrundlaget for absurd (det er logisk modstridende at det timelige bliver evigt), men flertallet af nulevende oplyste mennesker interesserer sig ikke for den slags paradokser og finder trosgrundlaget meningsløst. Denne historie skal der heller ikke her spindes en lang ende om. Blot skal det udtrykkeligt siges, at retfærdiggørelsestro ikke stammer fra lægprædikanten Jesus, men fra den fanatiske missionær og kirkestifteren Paulus, og at den i dag er en absolut forhindring for i evangeliets ånd at gøre folkekirken til en ægte folkelig instans der ved et så enkelt greb som afskaffelsen af trosbekendelsen ville kunne inkludere alle statsborgere, inklusive jøder, muslismer og ateister i ét stort eksistentielt fællesskab. Når det kommer til spørgsmålet om det internationale samarbejde i politisk henseende er det nærmest indlysende at DF og Thulesen Dahl hovedsageligt ser det som elitens værk. Specielt EU ser han som et projekt hvor den enkelte dansker kan føle sig fuldstændig tabt og hvor det er ministrene der optræder på de bonede gulve. Det er selvfølgelig også fagforeningsbosserne, industriens topfolk og journalisterne der har mulighed for at begå sig disse steder. Det er deres projekt, som han konkluderede i en kronik i Politiken sidste sommer. Og det er netop i dette stadigt mere integrerede, unionslignende Europa vi risikerer at miste alt det der er unikt for Danmark. Thulesen uddyber det med ordene: "Mit politiske projekt går på en eller anden måde ud på at sige at forudsætningen for at vi har et godt og trygt land at leve i, er at der er sammenhæng i tingene. Og sammenhængskræft. Det handler for mig i bund og grund om hvem der træffer beslutninger om hvilke vilkår vi skal leve under her i Danmark." Han ser en tydelig kløft mellem eliten på den ene side og folket på den anden side, og det er den kløft han ønsker at bygge bro over over både i sin politik og i sit personlige liv, og som han også har gode forudsætninger for, fordi han selv - som Niels Thulesen påpeger - tilhører begge verdener. Han tilhører selv eliten, for så vidt han elsker politisk indflydelse og at gå til forhandlinger i ministerierne. Politik er blevet hans måde at leve på. Men samtidigt elsker han stadig kræmmermarkederne, dyrskuerne og det lokale old boys fodboldhold i Thyregod. Han elsker at være på besøg hos landmændene på sin hjemegn. Han kan simpelthen ikke løsrive sig fra sit lokale ophav. Derfor bør det naturligvis understreges, at politik aldrig bør udarte til en decideret kamp mellem eliten og folket, da et folk ikke eksisterer uden en elite i betydningen en politisk ledelse (en regering), en lovgivningsmagt, en øvrighed, uafhængige domstole, en fri presse, forskningsmæssige og kunstneriske foregangsmænd eller åbne og kritiske personligheder der har den føling med det kollektivt ubevidste der kan sikre såvel sammenhængskraften i samfundet som kreativiteten og nyskabelsen i bedste forstand. Men når samfundslivet og samfundsudviklingen - som det sker for tiden - havner i en krise der lukker for kreativiteten gennem en stigende begunstigelse af det juridiske, administrative, regulerende og kontrolerende apparat, så bliver der brug for en folkelig bevægelse og vækkelse eller oprør som kan bryde det etablerede mønster og den kvælende stagnation. Den vil som hovedregel komme nedefra, fra det kollektivt ubevidste, fra de skabende, frie og ukontrollerede kilder og ikke ovenfra, fra de logiske, systematiserinde og analyserende og kontrollerede tendenser. Og den vil fremfor alt primært betjene sig af det frie dagligsprog, fordi det er dette der - i modsætning til det elitære, juridiske sprog - har den fulde føling med alle sider af virkeligheden. Men skal omstillingen lykkes, så den ikke havner i anarki eller borgerkrig, som det bl.a. i disse år i skræmmende grad ses i Mellemøsten, så skal der fra folket udgå et kompetent lederskab der med fuld bevidsthed om opgavens art og alvor kan drage omsorg for at udviklingen holder sig på det positive, konstruktive spor med overvægt af det gode. Der skal med andre ord være nogle der tager têten, tror på egne og folkets muligheder og ikke lade sig spænde for hverken bagstræbets, populismens eller bureaukratiets vogne. Og fremfor alt skal der være statsmænd der har den fornødne indsigt og det fornødne format, mod og ansvar. Det er i den forbindelse uhyre vigtigt at den komplementære tredje vej mellem frihedsprincippet og lighed/tryghedsprincippet bliver fastslået som overordnet princip, og at systemskiftet fra 2001 derfor ubetinget fastholdes og udbygges. Men det er ikke mindre nødvendigt at få den genuine danske folkelighed med rod i 1800-tallets bevægelser og vækkelser fornyet og forstærket gennem fuld forståelse for dens psykologiske beskaffenhed og dynamik. Den adskiller sig først og fremmest fundamentalt fra alt juridisk-bureaukratisk og kontrollerende uvæsen ved sin frie og uforudsigelige kreativitet der beror på de medfødte, førlogiske og førsproglige psykiske grundprocesser, altså intuitionen. Kreativiteten skal naturligvis aldrig ende i fri kunstnerisk udfoldelse endsige i fri politisk anarki og vold, men gennem sproget, etikken og den praktiske indsigt i såvel fysikkens som økonomiens lovmæssigheder føres ind i ordnede rammer der giver civil orden, tryghed, gennemskuelighed og retssikkerhed. Det afgørende er at magten ikke søges for sin egen skyld og ikke gennem demagogi eller massepåvirkning, men gennem debat, samtale, oplysning og ny erkendelse. Som tingene tager sig ud for undertegnede i skrivende stund, synes kun ét parti egnet til at løse opgaven, men den står naturligvis åben for alle, der indser at de gamle metoder ikke længere dur. Hvad Dansk Folkeparti angår, skal jeg ikke komme med konkrete råd, men i hvert fald påpege at såvel principprogrammet fra 2002 som arbejdsprogrammet fra 2009 nødvendigvis må ajourføres. Men det afgørende for forståelsen af de unikke historiske muligheder bliver erkendelsen af at de traditionelle politiske metoder ikke strækker til. Hvad specifikt Kristian Thulesen Dahl angår som ny formand for partiet, ligger det klart at han hidtil har stået for en yderst rationel, praktisk og pragmatisk tilgang til opgaven - og har løst denne side med stor kompetence. Og det må også noteres at hans folkelige forståelse og empatier er ægte. Hans begavelse er der ingen tvivl om, og den gør det muligt for ham at sætte sig hurtigt ind i sagerne. Han har bl.a. altid evnet og brugt at læse hurtigt op på lektierne til sidst - og han har kunnet gøre det med held på grund af sin høje intelligens og opgavernes art. Problemet er derfor først og fremmest den begrænsede eller uopdyrkede intuitive indstilling og erkendelse der kræves til andre, mere komplicerede opgaver. Den store udfordring for ham hvis han ellers vil gøre sig håb om at løse den her skitserede opgave, bliver derfor at nå til en fuld forståelse for den udslaggivende folkelige og historiske indstilling i psykologisk henseende, ikke med teorier eller teoretiske overvejelser herom, men direkte med erhvervelsen af føling med de skabende, dynamiske kræfter jeg taler om og som har med det kollektivt ubevidste at gøre, dvs med de selvsamme psykiske kræfter eller energier som er de eneste der er i stand til at give indsigter i nye sammenhænge - takket være deres kolossale evne til frie associationer, dvs associationer der går uden om den rationelle kontrol. Føling med disse skabende kræfter kan enhver opdyrke, fordi de er medfødte, men skal det for alvor bære frugt, skal følingen blive fuldt bevidst - og det kræver decideret historisk forståelse og en tidssvarende begrebsramme. Ny oplysningstid Til toppen Næste Ifølge Helhedsrealismens manifest af 16. februar d.å. gælder det ikke om at forstå verden i sin historiske tilblivelse eller om at forandre verden eller mennesket gennem revolution eller reformer i retning af nogen slags fuldkommenhed. Det gælder derimod om at føre den stedseløbende dynamiske kulturudvikling frem i den rigtige retning mod den overvægt af det gode der alene er i stand til at at gøre menneskene hjemmehørende i et varmt fællesskab. Dette er så at sige alle mennesker jorden over fra naturens side indstillet på at medvirke til i hver sin lille enklave af tilværelsen, men flertallet er som bekendt også altid og alle steder fuldstændigt afhængige af hvordan magthaverne skalter og valter med dem - og hvordan de også i vid udstrækning ødelægger betingelserne for et godt liv og en god fremtid ved indbyrdes kamp om magt og værdier. På vore egne breddegrader har vi imidlertid særligt gode betingelser for at forme udviklingen i en retning der giver muligheder for overvægt af det gode i livet. Det betyder ikke at vi undgår magtkampe blandt politikere og kapitalejere, men at vi trods alt ved valg af politikere har mulighed for at sikre frihed, civil orden, kunst, forskning, velfærd og privatliv samt ansvar for sammenhæng, sprog og helhed. Forudsætningen er ikke mindst en historisk bevidsthed der kan afsløre opportunismens, populismens og ekstremismens falskhed og fastholde den fulde ansvarlighed for sammenhængen og omsorgen for overvægt af det gode. Denne historiske bevidsthed skyer alle former for ideologisk systemtænkning i og med at den forstår og accepterer at udviklingen ikke er deterministisk bestemt eller forudsigelig, men tværtimod er åben og præget af megen tilfældighed og utilsigtethed. Den byder jævnligt på fremkomsten af deciderede emergente fænomener, dvs fænomener der aldrig har været set i historien før. Sådanne emergente fænomener kan være begrænsede kunstneriske og videnskabelige opdagelser og erkendelser, men også store politiske og samfundsmæssige forandringer. Sådanne er sket mange gange i historien - som fx ved de jødiske, græske, romerske, germanske og kristne kulturers opståen eller inden for den europæiske kulturudvikling ved naturvidenskabens, renæssancens, oplysningstidens og romantikkens frembrud. Og i nyere tid ved de store folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet der førte til borgernes, bøndernes og arbejdernes frigørelse og siden også til kvindernes. Og de førte alle frem til demokratiet og sekulariseringen. Men i den helt aktuelle situaion er det blevet tydeligere og tydeligere at kriserne i Europa generelt og i Danmark specifikt politisk har ført ind i stadig større usikkerhed og forvirring, og at der trænges til en dyberegående proces der kan føre udvikling op på et højere oplysningsniveau - og altså erstatte tilfældige reformer og eksperimenter med en storstilet fornyelse af emergent karakter. Skal politikerne, medierne, forskerne og almindelige borgere og vælgere overhovedet få blik for disse muligheder, kræver det en stor forståelse for selve de skabende kreative kræfter i folket - foruden en tidssvarende begrebsramme der kan sætte de nødvendige ord på erkendelsen og dermed føre det afgørende dagligsprog ajour. Og dette kræver igen at alle relevante personer giver sig tid til omtanke, refleksion og nytænkning. Det er meget mere krævende end de fleste tror og har tænkt sig at ofre på sagen. Specielt politikerne og medierne kører sædvanligvis i samme spor gennem årtier. En helhedsopfattelse af eksistensen som forbinder politik og samfundsudvikling med religionen, kunsten og psykologien gennem dagligsproget og følingen med det kollektivt ubevidstes skabende kræfter foreligger imidlertid nu på dansk, og det endda med en understregning af, at intet land i Europa har bedre mulighed for at løse nutidens kulturkrise end Danmark, og at ingen periode i Danmarkshistorien har været bedre egnet til at løse opgaven end den nuværende. Men chancerne for at udnytte mulighederne til en emergent nyudvikling og oplysning skal udnyttes relativt hurtigt, hvis alt ikke skal risikere at falde tilbage i den gamle slendrian der blot kører videre fra det ene tilfældige forsøg til det andet med stærkt præg af overfladiskhed og opportunisme. Tiden for dyberegående forandring og nybrud kan blive forpasset på ganske kort tid, ja, på få måneder. Og da vil humoren vise sig fra sin mest storladne historiske side: Udviklingen er ikke determineret, men afhænger af menneskets frie valg i rette tid. Vælger menneskene forkert er det ikke sikkert de kan rette op på det senere eller får samme chance for fornyelse igen. Det er derfor også værd at huske at intet menneske, intet parti, ingen bevægelse kan påtage sig skylden eller ansvaret for hele menneskeheden eller hele den historiske og biologiske udvikling. Faktisk er det netop styrken i kristendommen at et jævnt menneske med en fabelagtig og emergent humor påtog sig denne skyld og dermed én gang for alle befriede alle andre for mennesket fra denne ubærlige byrde. Den komplementære helhedsrealisme bærer denne ufattelige humor videre. Den er komplementær og åben. Den er antiholistisk og kan ikke udvikles til et dogmatisk system. Og den kan ikke monopoliseres af enkelte partier, konfessioner eller skoler. Men den er tidssvarende og nødvendig - samt udpræget dansk. I 'Højsangen om den menneskelige eksistens' er det særligt fremhævet, at skabelsen af det menneskelige samfund ikke er fortid, men nutid. Den sker til stadighed lige for øjnene af os. Men den kræves også af os til stadighed som nutidigt fænomen med vores fulde ansvar for hvad der skabes. Undertegnede er med betragtningerne her og i øvrige artikler i dette år gået lidt videre i min politiske kommentar end jeg har plejet, men det sker på grund af den ekstraordinære udvikling der i løbet af tre-fire måneder totalt har ændret Danmarksbilledet og Europabilledet og kun har gjort min komplementære helhedsrealisme endnu mere aktuel end den var i november da jeg udsendte Højsangen om den menneskelige eksistens. Jeg understreger på ny at jeg er uafhængig af økonomiske og partipolitiske interesser såvel som af ideologiske eller konfessionelle organisationer. Den komplementære helhedsrealisme er åben for alle, men jeg er skam udmærket klar over at den udgør en emergent ny og grænsesprængende filosofi og psykologi som er helt på tværs af den gængse og derfor kræver stor åbenhed og tålmodighed af sine læsere, herunder også åbenhed over for visuelle og intuitive forestillinger. Det er ikke alle beskåret at kunne fange ideerne og pointerne - hvad jeg kan se på nogle af reaktionerne - og derfor må jeg understrege at det ikke er muligt at sætte sig ind i filosofien eller forstå højsangen hvis man blot læser selektivt, dvs kun læser det man umiddelbart finder interessant. Man er nødt vil at læse det hele i den givne rækkefølge, herunder også 'læse' billederne. Og derfor gælder også stadig ordene at den der har øren at høre med og øjne at se med, han høre og se! Eller sagt lidt mere præcist: den der har øren for de dybeste toner og klange og øjne for de dybeste indsigter, han høre og se! Hermed er min virksom som skribent afsluttet. Hvidovre, den 18. marts 2014. Ejvind Riisgård Henvisninger Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Politisk status I - Europa (7.3.14.) Helhedsrealismens manifest (14.2.14.) Fædrestyringens fallit og alternativ - foranlediget af debatten om Yahya Hassans digte (3.2.14.). Værdikampen må op på et højere niveau - foranlediget af den uroen i dansk politik (4.2.14.). 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (introduktion af ) stor og rigt illustreret fortælling om kunst, musik, mytologi, naturvidenskab, idéhistorie, politik og kulturhistorie. Uddrag af 'Højsangen': Skitsering af udviklingen fra 2001 og frem Falske myter i nutiden Vor tids afgørende udfordring Ejvind Riisgårds 'Højsang i mol' 'Den komplementære helhedsrealisme' (e-bog) opdateret udgave af Jernesalts 2009-filosofi. Vor tids største udfordring: Nyskabelsen af den umiddelbare realitet (13.11.13.) Udfordringen for dansk politik og kultur 2013 (8.11.13.) Mellemøst-udfordringen 2013 (1.11.13.) Kristendommen passé - eller har den potentiale til fornyelse? (26.12.04.) Oversigt over Jernesalts e-bøger (der fås på saxo.com) Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Introducerende artikler til Jernesalts filosofi: Politik, magt og afmagt (30.12.04.)
Arbejde, forskning og religion (28.12.04.)
Kristendommen passé? (26.12.04.)
Selvet - sjælen - ånden
(23.12.04.)
Hvad er virkelighed? (20.12.04.) At læse Jernesalt (6.12.06.) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |